I LandbrugsAvisen var der 2. februar 2007 nedenstående artikel som her gengives med forfatterens tilladelse.
Han gør op med hyl og jammer
Det nytter ikke at tro, 30 tønder land stadig er nok til at leve af, fastslår vestjyske Peder Mouritsen, ny formand for Dansk Slægtsgaardsforening.
Af Sv. Vestergaard Larsen
Far og søn er ved at afslutte deres formiddagssnak i køkkenet på Sædding Storgård. De to generationer Mouritsen bytter avis hver dag. Peder abonnerer på Jyllands-Posten, Aksel holder JydskeVestkysten.
Hvervet som formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter kræver, at Peder er opdateret på det erhvervspolitiske felt. Ikke sjældent optræder han selv i bladets spalter. Aksel derimod har de regionale nyheder som første prioritet.
Begge beklager de, at Mette Bock har forladt chefredaktørposten på bladet med hovedredaktion i Esbjerg. De savner hendes velskrevne lederartikler. Fornøjelig læsning, der også kunne give de to gæve vestjyske bønder noget at tænke over. Noget, der åbner.
Generationsskiftet på gården i Sædding er forlængt bragt på plads. Bente og Peder tog over i 1998. Som 10. generation. Ses der bort fra et kortvarigt slip i kontinuiteten, er de faktisk 18. generation på Storgård. I midten af 1400-tallet fik den status af hovedgård. Ejeren, Jens Barfod, den første i slægtslinjen, blev adlet i 1455.
En hyggeklub
Som ung skænkede Peder det ikke mange tanker, at han var yngste led i en lang slægtskæde. Syntes nærmest, at det var en hyggeklub – de der ældre landmænd, der mødtes i Slægtsgaardsforeningen. Som nu hans bedsteforældre.
Men unge bliver jo ældre. Værdibegreber revideres undervejs. For et par måneder siden blev Peder Mouritsen, 49, valgt til formand for Dansk Slægtsgaardsforening – hyggeklub for ældre landmænd eller ej.
Den meget liberalistiske og produktionsorienterede formand for mælkeproducenterne fik dermed også en kasket som formand for et mere konservativt foretagende som Slægtsgaardsforeningen. Hvordan kan det gå til at forene to så umiddelbart modsatrettede holdninger?
Den nyvalgte formand ser sagtens paradokset. Ligger også inde med en forklaring på hændelsesforløbet forud.
For en halv snes år siden deltog han i slægtsgaardsforeningens årsmøde på Sjælland. Tilskyndet af, at der i programmet var inkluderet besøg på Gjorslev Gods, kendt for blandt andet den fine sortbrogede besætning.
Så det var malkekøerne på det østsjællandske gods, mere end det var selve foreningen, der bragte Bente og Peder til årsmøde, i øvrigt første gang.
Dundertalen
Men vestjyske Peder Mouritsen nøjede ikke med at beundre køerne hos godsejer Tesdorpf på Gjorslev.
Han tillod sig også at kritisere årsmødets deltagere. Peder syntes, der var for megen “hylen og jamren”.
“Det nytter ikke noget at tro, man nu om stunder kan leve af en gård på 30 tønder land, bare fordi det er en slægtsgård. Jeg fo’r simpelt hen op på talerstolen og udtrykte min uforbeholdne mening uden nogen som helst overvejelse forud. Jeg sagde også, at de hellere burde gøre noget for at udvikle deres landbrug end bare stå og piv’.”
Peder har denne episode på årsmødet i klar erindring. Det er der andre, der også stadig har, ved han. Et vist indtryk har det gjort, at han holdt sin dundertale. Også dokumenteret ved, at han bare et par måneder senere fik en føler om en post som suppleant i bestyrelsen.
Han svarede ja,tak. Dette ja for snart adskillige år siden er nu endt med formandshvervet efter to år som næstformand. Samt formand for foreningens bladudvalg.
Fuld musik
Som formand for bladudvalget ville Peder gerne være med til at sende et signal om, at en slægtsgård ikke nødvendigvis er et nostalgisk foretagende. Bladet skulle i højere grad sende et signal om, at en slægtsgård er under stadig udvikling. Det signal vil han også gerne sende som ny foreningsformand. En slægtsgård er også for dem der drøner derudaf med fuld musik.
Uden det må opfattes som mangel på respekt for historien – kontinuiteten i en slægts holden fast på traditionelle værdier.
Slægtsgaardsforeningen har omkring et par tusinde medlemmer jævnt fordelt over hele landet. Antallet af medlemmer har holdt sig ret konstant inden for de sidste 20 år.
“Tiden går i retning af, at vi fortsat bliver færre og færre ved landbruget. Der kan ikke holdes liv i alle landbrug. Heller ikke i alle slægtsgårde. Men vi skal forsøge, så godt det nu er foreneligt med de strukturændringer der sker,” fastslår den ny slægtsgårdsformand.
Til foreningens aktiviteter hører også Slægtsgårdsarkivet på Gl. Estrup. Arkivet benyttes meget. Også af familier, der forlængst er udvandret, og som søger deres aner i Danmark. Det er ikke mindst udvandrerfamilier i Canada, som benytter arkivet.
Næste generation
Peder Mouritsen har ingen ideer om at skulle “ind og revolutionere” foreningen.
Men som ny formand skal man jo sætte sine fodaftryk et eller andet sted.
I hvert fald tre tidligere slægtsgårdsformænd har været engageret i politik. Forgængeren, Carl Martin Christensen, var således konservativt medlem af Folketinget i en kortere periode. Den ny formand ser ikke foreningens virke i det lys. Erhvervspolitik må vore andre landboorganisationer klare. De store linjer, i hvert fald.
Peder sammenfatter sit syn på tingene:
“Vi skal virke i den tid der nu en gang er vores. Jeg vil nødig være den der lukker og slukker. Jeg vil derimod gerne være den der udvikler. Om jeg så er det sidste led på en slægtsgård, eller jeg har købt gården i fri handel.
Det gør ikke nævneværdig forskel.”
Risikoen for, at den nuværende generation Mouritsen også bliver den sidste på den historiske gård ved Nr. Nebel, synes begrænset. Næste generation har meldt sig på banen. Det er datteren Mona, 20, og svigersønnen Henning samt sønnen Robert på 16. Den ældste af børnene, Trine på 24, er anlægsgartner i Australien. Også det smager af grønne fingre.
Den ny formand for Dansk Slægtsgårdsforening, Peder Mouritsen, har en stor og alsidig produktion. Der er både svin og køer samt fedning af tyrekalve og udsætterkøer. Også kvægbesætningen er alsidig derved, at han både har sortbrogede og rødbrogede køer, 330 stykker i alt.
Arkivfoto: Jens Tønnesen