Høstbisse i USA
Af Lars Sneverholt Frederiksen
Som så mange andre unge, ville jeg også gerne opleve lidt mere end Danmark, og derfor tog jeg i 1999 med organisationen I.A.E.A som arrangerer ture specielt for unge landmænd. På det tidspunkt var jeg 21 år, og de havde en høstbisse tur i Staterne, og det var lige noget for mig. Jeg fik mig meldt til, og sendte derefter 21 ansøgninger om legater til min tur. Der kom svar fra de tre, og de lød på, at jeg jo desværre ikke boede i det amt, eller andet, men så var der lige Jens og Anna Jensens Fond. De ville gerne meget gerne bidrage med 10.000 kr. og de kunne godt bruges, da min rejse lød på ca. 28.000 kr.
Jeg vil i samme omgang gerne takke for rejselegatet.
Fra Ålborg til South Dakota
Den 18. marts afgik flyet fra Ålborg til København og videre til Amsterdam og derfra til Minneapolis i Minnesota, USA. Derfra videre i et lille fly til Fargo i North Dakota. Der blev jeg og de andre danskere mødt af organisationen i Amerika, og vi kom sammen med alle de andre trainees, som det hedder, når man er ude at rejse, fra hele verden. Et par dage i skole og lære lidt om Amerika og hvad der ventede os, når vi kom ud til værtsfamilien.
Min familie boede i South Dakota og bestod af Rick og Carla Pahl, og de havde to drenge på henholdsvis 3 og 10 år. Her skulle jeg så være de næste 8 mdr. sammen med tre andre unge fyre. En mere fra Danmark, en fra England og en fra Skotland.
I den første måned gjorde vi mejetærskerne rene fra sidste års høst. De havde stået ude i alt slags vejr, og jeg kan love, at der kan være en del sne i South Dakota. Det kan være meget koldt, så det var vi lidt forundrende over. Lastbilerne blev også serviceret og servicelastbilen med alt hvad man kan tænke sig ombord blev fyldt.
Sydpå til Texas
Først i maj måned blev det hele sat på blokvogne, og fire amerikanske fyre kom for at bruge deres sommerferie på at høste inden de igen skulle i skole. Så kørte vi væk fra tidlig forårs vejr i South Dakota, ned gennem Nebraska, og videre gennem Kansas og Oklahoma for at ende i Texas, hvor der var 35 graders varme. Med os havde vi medbragt 2 store campingvogne, hvor vi sov 8 mand med 8 forskel lige lugte, så der kunne som tider lugte noget af orne. I vognene var der bad, vaskemaskine, køleskab, fryser, tv med parabol, så der manglede ikke noget.
Høste nordpå
De første tre uger i Texas skulle vi bare vænne os til varmen, inden vi rigtigt gik i gang. Vi boede altid på camping pladser i nærheden eller midt i en by. Derfor var der somme tider langt ud til, hvor vi skulle høste, så dagen begyndte for det meste kl. 06.30 med at smøre madpakker og fylde vanddunkene til hele dagen. Når duggen var væk og maskinerne smurte, høstede vi hele dagen til duggen igen faldt.
Arbejdsopgaverne blev hurtigt lagt meget fast, sådan at nogen kørte mejetærsker, en kørte imellem mejetærskerne med en vogn, og andre kørte lastbiler fra marken til enten landmanden eller foderstoffen. Jeg kørte en 30 fod 9600 John Deere mejetærsker og den var stor – de første 3-4 dage! I alt kørte vi med fire mejetærskere, en traktor med vogn og fire lastbiler.
Normalt var vi ved en landmand i 2-3 uger, og tog derefter videre til den næste. Det var landmænd, som Rick havde fået igennem vinteren eller havde haft i mange år. På den måde høstede vi os nord på som kornet blev modent til. Man sagde at høstkæden flyttede sig 20 miles nord og 20 miles øst hver dag. Derfor kunne der også godt være 200- 300 miles fra en kunde til den næste. Så skulle det hele på blokvognen, og så var det bare ud ad vejen. Et par gange kørte vi med mejetærskeren på vejen. Det tog en god dags tid, og i mellemtiden havde lastbilerne fået skærebordet og campingvogne på plads, så vi var klar til at høste den næste dag.
Vejen vi høstede hjem, var den samme som vejen ned til Texas, op midt gennem stateme.
Alt dette høstarbejde lyder måske meget kedeligt, det synes de unge amerikanere i hvertfald, og det var en af grundene til, at der var så mange trainees, der gjorde det. Amerikanerne kunne næsten ikke få deres egne unge mennesker til at lave dette arbejde, men jeg tog det jo som en oplevelse og ikke for pengenes skyld.
Jeg blev på intet tidspunkt træt af at køre mejetærsker, og en af grundene var, at der var syv andre unge mennesker, og der var ikke et af dem, der ikke fungerede i flokken. Vi kunne snakke sammen hele dagen gennem radioanlægget, og var man ikke i humør til det en dag, kunne man jo bare skrue lidt ned for de andre.
Ferie
Ud af de otte måneder skulle vi have 3 uger ferie. Det fik vi da også, men ikke i sammenhæng. Vi fik et par dage når det regnede, og en uge når det havde regnet meget. Et par dage er ikke meget i et så stor land, men vi fik da set Yellow Stone, Mount Rushmore og andre “små” seværdigheder som Sturgis, der er verdens største motorcykel, trak mere end 250.000 cykler med folk fra hele verden. Ville man så se mere af Amerika kunne man jo bare rejse en tur efter programmet på egen hånd.
En anden værtsfamilie
Efter at være næsten i South Dakota igen, og færdig med hvedehøsten, var det meningen, at vi skulle ned igen, for at høste majs. Det kom vi ikke, da vores værts far gik fallit, og vi måtte forlade ham. De amerikanske unge tog hjem, og vi fire trainees var så heldige at komme hen til en anden høstbisse, som også havde en planteavlsgård. Hele sommeren, mens han havde været syd på for at høste, havde hans far og nogle folk passet farmen derhjemme. Han bestemte så at han ikke ville sydpå dette år, og det gav os mulighed for at prøve noget andet. Vi boede på gården og blev passet som deres egne børn, og de tog os med til fodbold, ud at spise, på bar med deres venner og meget mere.
Vi hjalp ham færdig med at høste vårhvede, lidt vårbyg, majs, solsikke, og sojabønner. Derefter pløjede vi lidt med 10 og 12 furede plove, nedfældede ammoniak og harvede med 64 fod. Selvom jeg ikke var træt af at køre mejetærsker, var det godt og lærerigt at se hvordan en landmand passer sin jord.
En tur på sygehus
Da vi havde været på gården nogle uger, fik jeg en dag pludselig meget ondt i maven. Om natten sov jeg ikke, og næste dag til morgenmad kunne jeg næsten ikke gå. Af sted til lægen, og her var svaret: blindtarmsbetændelse. Det kunne de ikke fikse der, så vi kørte i fire timer til en stor by ved navn Fargo i North Dakota. Det gik stærkt, og de er bare dygtige. Efter 21 timer var jeg klar igen, men skulle tage det lidt med ro i en uge.
I dag er jeg glad for, at jeg var med en organisation, fordi i Amerika skal man selv betale, hvis man skal på sygehuset, og min værts mor sagde, at det ville nok havde kostet ca. 20.000 kr. hvis jeg selv skulle betale. Det tog organisationen sig af, da jeg var forsikret igennem den, så de 28.000 kr. som rejsen kostede, var pludselig meget godt givet ud.
Tag af sted!
Mine sidste ord er kun en opfordring til alle andre unge mennesker om af se at komme af sted inden der kommer for mange ting i vejen. Det er en oplevelse for livet, som ingen kan tage fra dig.